Two tired mice in a pail of milk, They swam around as best they could. But hope began to fade - what should they do? One wanted to drown itself, But its friend said, "No, no, no, For hope only triumphs, maybe, As long as we keep searching for it. Keep searching for it.

  • 1 Post
  • 100 Comments
Joined 5 months ago
cake
Cake day: December 25th, 2025

help-circle

  • I have a family who loves me, and I bring joy and happiness to their lives. I can make their lives better, by being their for them. That’s the meaning of my life. It’s not what the world can do for me, but what I can do for the world.

    I’m working hard to give my family a life I did not have, and I didn’t have my family, I would not have a meaning with my life. I don’t care for wealth or buying fancy things, I just care for improving the lives around me. I couls try to find more meaning in life itself, and I am trying to, but for now, this is enough for me.




  • I’ll try my luck here, because you people are really smart.

    As a kid I sometimes had this kind of derealization (never heard about term before this post) feeling, but my surroundings kind of changed form. It was like my surroundings got further away from me or zoomed out. I could sit at a table and suddenly I got this weird feeling that the table and everything around me got smaller and it was the weirdest sensation. I could look at my hands and they looked like they were not a part of me and huge compared to e.g. the table. Maybe it’s derealization, I don’t know. I couldn’t snap out of it, even though I was fully aware of it happening to me. Sounds became distant too and my vision blurred as well.

    I’ve perhaps experienced it while being an adult as well. I have being disassociating my entire childhood, so if there is any correlation, it would make sense. Does that sound like derealization??

    Edit: the more I read about, the more it definitely seems like derealization. I think what I’m describing is the Dolly zoom effect



  • Jeg er på din side i det her. Udover det, så synes jeg, at folk der ved de kører råddent og bliver ved med det, er enormt egoistiske og må have en mangel på konsekvensberegning og empati.

    Men synes også det er ærgerligt, at man skal putte SÅ meget teknologi ind i en bil, for det kommer bare aldrig til at virke perfekt.

    Og dem som kører råddent, de skal nok finde en måde at gøre det alligevel. Min kollega fandt ud af, at han kunne få en mekaniker til at programmere den interne AC termostat til at tro der var -200 grader, eller sådan noget, og så deaktiverede den der fartsmålerbippelyd i hans bil.



  • Jeg er glad for at min bil ikke bipper, som nogen biler gør, når jeg kører for “hurtigt”.

    Hver dag kører jeg igennem en by hvor der lige inden står et 60 km/t skilt, så et hvidt byskilt og så et blåt anbefalet 40 km/t skilt. Den opfanger kun 60 km/t skiltet, og når jeg er kørt ud af byen må man køre 80 km/, og den tror stadig jeg kun må køre 60 km/t.

    Det samme sker i vores egen by, bare vi har et rødt 40 km/t skilt, som den opfanger, og 80 km/t når man er ude af byen igen, hvor den så tror jeg kun må køre 40 km/t…


  • Før i dag havde jeg kun prøvet Thunder, og nu har jeg prøvet alle dem som er blevet anbefalet, plus blorp. De minder så meget om hinanden, at jeg ikke ser den store grund til at skifte i mellem dem, når man først er kommet i gang med én af de apps. Men synes Thunder, Summit, Voyager og Blorp virkede lidt mere gennemarbejdet end de andre, men det er selvfølgelig 100 % subjektivt.