Det er noget skørt vejr. Jeg har høstet græskar i dag, så de ikke skal få frost, og lige ved siden af blomstrer squashen stadig.

For at det kan være adhd, så skal jeg altid have haft det. Det er det, jeg er ved at finde ud af i udredningen. Hvis jeg har symptomerne et andet sted fra, så kan det vel være opstået hen af vejen, men hvis det er adhd, har jeg altid haft adhd.

Men hvis det er adhd jeg har, er det så altid kommet til udtryk med den der slags tankemylder? Det er ikke noget, jeg har et helt tydeligt svar på. Jeg ved, at jeg var et meget fysisk hyperaktivt barn, som fyldte enormt meget i et rum, og at den type uro er noget jeg siden mine teenageår i højere grad har vendt indad, men dermed ikke sagt at jeg ikke havde et overaktivt hoved dengang også. Det er bare ikke noget, som andre kan huske, på samme måde som de kan huske, at jeg hang i alle bogreolerne. Derfor er jeg afhængig af min egen erindring om det, og min hukommelse fra den tid er ikke specielt god.

Det er dog lige meget hvad min forståelse, at adhd kommer til udtryk på forskellige måder i løbet af livet. Jeg kan sagtens forestille mig, at i min situation kan uroen være blevet vendt indad pga. irettesættelser fra mine forældre, og hvem ved, hvordan jeg havde udviklet mig, hvis jeg havde fået lov til bare at være, som jeg var, men det er alt sammen meget tænkt.

Jeg har også det ekstra perspektiv, at jeg også selv er forælder til et barn, vi mistænker for at have adhd, som skolen i høj grad kæmper for at rumme med alle de værktøjer en moderne skole har, men man kommer bare ikke uden om, at hun bogstaveligt talt hænger i gardinerne i timen uden selv at vide hvorfor, at hun bliver kørt totalt træt af en almindelig skoledag af at følge med i hvad alle laver og tænker og føler, og at hun er en kæmpe konfliktmagnet, fordi hun ikke kan lade noget som helst ligge. Jeg ved ikke, hvordan man skulle kunne rumme hende nok til, at hun ikke stadig blev mere belastet end et barn uden de her udfordringer. Det er oplagt, at jo tidligere et menneske oplever belastning, jo mere varig effekt har belastningen. Hvis min datter på et tidspunkt bliver diagnosticeret og får medicin, så er det ikke for mig at se en falliterklæring af den indsats, der ellers er omkring hende. Det er bare endnu et værktøj, vi kan hjælpe hende med.

Jeg er selv i ret voksen alder under udredning for adhd og tænker en del over det her med, at antallet af diagnosticerede voksne stiger, som det gør.

Overordnet er der vel tale om, at de nye retningslinjer er bedre til at fange adhd hos flere typer mennesker og i flere alderskategorier end tidligere, og samtidig er flere kendt med diagnosen, og de har bedre mulighed for at blive diagnosticeret, så selvfølgelig er der en stigning i folk der opsøger og får diagnosen. Det er mærkeligt, at man så samtidig bliver overrasket over, at antal diagnosticerede og mennesker på medicin stiger. Det giver vel sig selv. Det lyder mere som en sejr for diagnosticeringsmetoden.

Så kan man så sige, jo jo, flere bliver diagnosticeret, men behøver de få medicin? Burde vi ikke i stedet skabe et samfund, der kunne rumme dem? Det synes jeg lyder misforstået. Det handler ikke kun om at blive rummet. Det handler også om at eksistere. Jeg var 40, før jeg fandt ud af, at det der med at have et hoved, der konstant bombarderer sig selv med lyd, billeder, planer, overvejelser og hvad ved jeg, det er faktisk ikke normalt. At sidde alene i et stille rum og blive distraheret så meget af en idé man fik, at man glemte hvad man lavede, det er ikke normalt. Jeg troede alle havde det sådan, men det viser sig, at det er det ikke. Nu er jeg så i det her udredningsforløb, og hvis det ender med, at der er noget medicin, jeg kan få, som kan tage bare toppen af aktivitet af mit hoved, så bliver jeg sgu lykkelig! Mit hoveds rasen er ikke bare en ubekvemmelighed. Det slider på en at have et hoved, der konstant er i gang. Kan ikke forestille mig, at det slider mindre end at tage noget medicin, hvis medicinen til gengæld giver en noget ro.

Mht. det visuelle så er mit indtryk, at loftet i dag er MEGET højt. Folk spiller med enormt mange fps, eller de spiller i 4k. Og high og ultra i dag er rigtig, rigtig flot. Personligt har jeg det dog sådan, at jeg kan huske da jeg opgraderede skærm fra 800x600 til 1024x768. Jeg synes stadig fuld hd er meget - og jeg synes nye spil på low og medium stadig er rigtig flotte.

Du nævner selv at du ikke har gamet længe. Har du set nye spil? Det hele ser megaflot ud, synes jeg. Også på medium, også i 60 hz og også “bare” i fuld hd.

Jeg har brugt et rtx 2060 i fem år efterhånden. Det er altså stadig fint. Man kan altid bruge penge på noget der gør det flottere, men hvis budgettet er stramt synes jeg ikke men skal have indtrykket af at gaming bliver nødt til at være så ekstremt dyrt.

Bønner og linser kan altså også bare meget, også uden at være den primære proteinkilde i en ret! Det giver meget fyld for ikke særlig mange penge. Hvis jeg havde vidst hvor glad jeg var for bønner, da jeg var studerende, havde mit SU-lån været en hel del mindre…

Jeg mener, vi overfører sammenlagt 7.500 kr. til madkontoen hver måned, og så er tendensen, at vi sparer måske 1.000 op om måneden. Nogle gange mere, nogle gange mindre. Vi er også 4 - to voksne og så en seksårig og en niårig. Alderen på børnene kan spille ind? Jeg forestiller mig, at der på et tidspunkt kommer en teenagereffekt, hvor de lige pludselig spiser helt vildt meget mere, og hvor de begynder at tage mere af de dyre ting.

Det jeg synes er sværest ved at holde det billigt er at gøre det uden at gå på kompromis med noget andet. Jeg vil gerne holde det billigt, så jeg planlægger og køber på tilbud, og så undværer jeg også, når noget ikke gider komme på tilbud. Det er fint nok. Men jeg vil også gerne have økologi, og jeg vil gerne undgå, at mine børn propper sig med alt for meget ultraforarbejdet crap. Og så vil jeg også gerne handle lokalt, så ting ikke er transporteret så langt, og jeg vil gerne støtte danske og europæiske firmaer frem for amerikanske. Så begynder det sgu at være kompliceret at købe ind!

Jeg er vokset op langt mod nordvest. Hele min familie taler dialekt og kan være svære at forstå for folk, der ikke er lokale, og jeg lærte først at tale rigsdansk, da jeg kom i skole, men så skete der et eller andet i de små klasser, og jeg taler desværre ikke dialekt på den måde mere. Jeg har simpelthen glemt det, fordi der var en periode i mit liv, hvor det ikke var sejt. Og så tror jeg også, det ville have været svært. Mit vestjyske var jo aldrig klar til at tage med mig på uni eller på arbejde foran en computer. Måske har nogle vestjyder i dag et ordforråd, der godt kan snakke om den slags - men jeg havde i hvert fald ikke. Det er sørgeligt, synes jeg, og jeg ville ønske, at de unge var bedre til at fastholde dialekterne, end jeg har været, men jeg ved ikke, hvad jeg selv skulle have gjort anderledes.

Meget af det handler også om sådan… følelsen i munden. At man tygger i noget. Og det er der meget, der kan bidrage med. Brun champignon, soltørrede tomater, linser osv. Og ja, man kommer allerede langt ved at bruge mindre kød og mere grønt.

Men jeg ved også godt, at det er et spørgsmål om overskud, ikke kun økonomisk. Jeg kom ikke selv fra et barndomshjem, hvor man var særlig eventyrlysten i madlavningen, og det kan der være mange grunde til, at man ikke er. Måske er der behov for, at man laver nogle initiativer, der kan lære folk, hvordan man faktisk laver god, billig mad - så de finder ud af, at det ikke er farligt eller svært, og at vegetarmad sagtens kan de samme ting, som de godt kan lide ved kød.

Jeg brugte i øvrigt halloumi for første gang for nyligt, og det var bare MEGAgodt! Jeg havde det virkelig som om… hvorfor har ingen fortalt mig, at jeg kan putte stegt ost i en gryderet??

Jeg kan godt synes, at snakken om det er lidt skørt vinklet. Alt det der “enlig mor henter børn til fodbold og kører hjem og laver spaghetti og kødsovs”. Og det er ikke kun Mette F, der snakker som om, at hvis man er en børnefamilie, så har man automatisk et nødvendigt behov for oksefars.

Jeg laver al mad hjemme hos os, og der er både lasagne og burgere og bolognese, og det kan man altså virkelig sagtens lave af grisefars eller kyllingefars, alt efter hvad man lige finder på tilbud, og hvis man er lidt moderne, kan man altså lave bønnebøffer og linselasagne og hvad ved jeg, uden at børnene overhovedet lægger mærke til, at de spiser noget andet end ko.

Jeg er specielt det sidste års tid begyndt at skære meget ind til benet med den slags (og ret skal være ret - jeg går også efter tilbud og køber stort ind, når noget er billigt), så jeg ikke bare på automatik køber oksefars, fordi det er det jeg plejer, og selvom alting er blevet helt vildt meget dyrere så er vores udgifter til mad faktisk faldet. For et par år siden var det ikke unormalt, at en måned endte med, at der lige skulle overføres et par tusinde ekstra til madkontoen. Nu sparer vi typisk lidt op på den i stedet. På trods af større børn. På trods af prisstigninger.

Det er bare for at sige… jeg er med på, at alting er dyrere, og at det for mange er svært, og at de allerede har sparet hvor der kan spares, og nu kan der ikke spares mere, men hvis man synes, at alting er for dyrt, og man alligevel står og kigger efter ko i køledisken, så har jeg altså et rigtig godt sparetip :)

Det håber jeg der kommer engang! Jeg tror, jeg tænker geder. Der bliver desværre nok bare en del andre ting, der skal prioriteres først. Vi må se, hvornår vi når til det.

Min mark er gul. Det er en virkelig flot tid :) jeg ved ikke helt om jeg får det nydt nok. Jeg gør mit bedste.

Jeg har det på samme måde. Det er uhyggeligt.

Jeg har spillet i bands og gået til koncerter i min ungdom og bare generelt behandlet mine ører hensynsløst - men det største hug mine ører har fået, som ændrede min tinnitus fra at være noget jeg kun kunne høre, når der var helt stille, til at være noget, jeg kan høre hele tiden, det var, at jeg var i cirkus summarum med mine børn. Jeg havde ikke ørepropper på, for det var jo for børn! Og jeg så heller ingen andre, der brugte det. Men hold da op hvor var det bare højt!

Måske er der bare mere lyd på alting i dag, fordi man kan? Jeg mindes at historien om Beatles var, at de holdte op med at optræde, fordi publikum skreg så højt, at de ikke kunne høre sig selv spille, mens de var på scenen. Det ville jo aldrig være et problem i dag. Man putter bare nogle flere watt på og finder en større højtaler.

Vi har skægkræ og sølvfisk der hvor vi fodrer vores katte - og heldigvis ikke rigtig andre steder. Katte spiser jo så ved, at de tager pillerne ud af skålen og spiser dem på gulvet, og så efterlader de tit et par piller der. Når så man kommer derned, så er pillerne nogle gange fuldstændigt indpakket af skægkræ, der krammer pillerne fra alle sider i en scene, der er HR Giger værdi, og når jeg så kommer og rumsterer, så piler de ind under gulvlisterne. Jeg kan godt se for mig, at hvis det samme sker hvis man efterlader fx en stump brød på sit køkkenbord, eller hvis man tager en bog ud eller sådan et eller andet, så kan man godt med tiden blive lidt presset. Hvis de bare er klamme og alle steder, og man er magtesløs.

Jeg tror at det jeg mest hæfter mig ved det er, at en borger har fortalt om en personlig situation på de sociale medier, hvor en sagsbehandler har stillet hende noget i udsigt med udgangspunkt i de regler der nu engang er og har hjulpet hende med at sende en ansøgning, og nu er hun pludselig, om hun vil det eller ej, blevet et navngivet eksempel, som bliver brugt politisk til at pege på de ting, der er dårlige. Udnyttelse af systemet, snylteri på samfundet osv.

Det er ikke en kvinde, der så vidt jeg ved selv har bedt om at komme i medierne, i hvert fald ikke med det her emne. Hun var bare glad for at have fundet ud af, at der var noget, hun kunne få, der ville være en hjælp. I vildeste fald har hun taget fejl, fordi hun har misforstået hvor meget hjælp der er at få.

Jeg synes det er superupassende at politikere hænger folk ud på den måde. Det er allerede træls nok, at tonen på de sociale medier i forvejen er så fjendtlig, som den er. Nu kan man pludselig også blive et negativt eksempel i den politiske debat bare ved at poste offentligt om ens liv. Det ender med, at ingen der faktisk har erfaring med noget tør at stå frem. Det minder mig om debatten omkring Mai My Humaidan. Man går megahurtigt efter manden (kvinden) i stedet for bolden.

Jeg synes i øvrigt også det lyder som meget med 15 timer. Måske tager hun fejl? Og jeg bryder mig ikke specielt meget om hele influencerkulturen, som hun åbenbart er en del af (jeg har ikke ellers hørt om hende før - måske lever jeg under en sten). Men det træder altsammen i baggrunden for det andet for mig.

Da det var værst havde jeg snurrende fingre og fødder. Min krop lavede sådan tilfældige spjæt, og jeg fik tics - ligesom dem man kan få ved øjet - over det hele. Både sådan fx en finger, der rokkede uden jeg kunne styre det og fx mine lægge, der tit simpelthen bølgede af små sammentrækninger over det hele. Derudover rystede jeg så meget på hænderne, at jeg kun kunne drikke af et glas, hvis jeg brugte to hænder. På et tidspunkt kørte jeg i grøften, og det var ellers helt udramatisk, men bagefter rystede jeg i hele kroppen i flere dage som hvis jeg var blevet efterladt i en fryser eller sådan noget. Mit system var simpelthen ved at brænde helt sammen.

Jeg begyndte at få forskellige andre symptomer, der stak i alle mulige retninger, men der gik faktisk lang tid, hvor jeg stadig spændte de der baller mere og mere sammen, mens jeg samtidig var bange for, at jeg fejlede en masse forfærdelige ting. Jeg blev blandt andet ramt af så voldsomme fysiske symptomer, at jeg blev henvist til neurolog. I sidste ende sygemeldte jeg mig først, da min kone sagde, jeg skulle. I dag ved jeg godt, hvad jeg skulle have mærket efter, og hvor tidligt, jeg skulle have sagt fra, men uden min kone var det nok endt med, at jeg var faldet om et sted.

Jeg har forstået nyheden sådan, at det i høj grad handler om, at mænd ikke anmelder de samme ting. Der er jo så to dele: ét er om de overhovedet sygemelder den samme stress, men det er også et spørgsmål om, hvorvidt de anmelder en faktisk sygemelding som en arbejdsskade. Jeg ved ikke, hvordan analysen har opgjort det. Måske regner de kun på det sidste?

Jeg er selv sygemeldt med stress og har været det længe, og jeg var slet ikke klar over, at der var nogen grund til at kigge på, om det var en arbejdsskade eller ej. Måske har nogle fag bedre information om den slags end andre?

Jeg har en terapeut, der engang har sagt, at mænd som regel har det værre, før de kommer til hende, end kvinder. Jeg ved også fra mig selv, at jeg meget længe slet ikke tænkte på mit liv som præget af stress. Jeg var selvfølgelig træt og havde hovedpine det meste af tiden, og jeg havde da rimelig travlt, men jeg havde jo ikke mere travlt end alle andre, som jeg så det, og jeg mente også, at nu var jeg jo voksen og havde familie og børn, og så var det bare ikke længere mine egne behov, der kom i første række. Det er nok også sådan, at jeg er en type, der ikke bryder grædende sammen. I stedet spænder jeg ballerne og håndterer ting på egen hånd, for sådan har jeg altid gjort. Jeg kender andre, som blev enormt grådlabile af stress. Hvis de begyndte at græde, når nogen spurgte dem, hvordan de havde det, så var det nok, lige meget hvad de ellers havde tænkt, et tegn på, at de ikke havde det så godt. Måske er tendensen, at der er flere blandt mændene, der gør som mig, og flere blandt kvinderne, der har en mere sund kontakt med deres følelsesliv?

Mht. dig selv så synes jeg, du skal tage til lægen. Stress slider på en. Der er - kan jeg bevidne - ingen præmie for at være den, der venter længst tid med at gøre noget ved det :)

Jeg har også ledt efter jolly cola, siden alt det her pjat med USA begyndte, og jeg har faktisk ikke set en eneste jolly-dåse endnu. Jeg er ellers den primære indkøber herhjemme og kører aktivt efter tilbud i både Rema, Lidl, Netto, 365discount og andre butikker. Er faktisk nået til at overveje at køre til Tyskland efter det!

Det er ok. Der er nogle funktionaliteter, jeg savner. Fx er jeg vant til i chrome at kunne trække et link op i toppen af vinduet og åbne et nyt tab på adressen, og det kan man ikke i vivaldi. Eller også kan man, men jeg har ikke slået det til endnu. Der er rigtig meget, man kan tilpasse, er mit indtryk. Man får sikkert ikke den bedste oplevelse out of the box. Derudover tror jeg, det er LIDT langsommere. Ikke i load af hjemmesider men fx i at åbne et tomt tab. Og nogle ting føles bare lidt off. Det er svært at beskrive. Det føles nok bare som en billigere oplevelse sådan alt i alt.

Det er rigtigt. Han har ikke fået lov endnu, og jeg håber heller ikke, han ender med at få det. Men jeg har set den her slags ting før, og jeg forestiller mig også - uden at vide det selvfølgelig - at han opfører sig, som han gør, fordi han har været i en lignende situation før. At han er vant til at kaste penge eller advokater på ting, til han får ret. Jeg bliver bare bitter :)

Det var sgu da irriterende! Det er jo det, man gerne vil væk fra. Nå, jamen så må jeg jo tænke lidt over, om jeg skal lede videre efter noget andet.