Jeg er selv ingeniør i en stilling med jobløn, dog i det private og ikke offentligt/statsligt ansat. Jeg kan også nikke genkendende til problemet med, at der ikke rigtig er perioder med lav belastning, hvor man så arbejder lidt mindre for at kompensere for de ubetalte ekstratimer man har lagt på andre tidpunkter. Vi ligger med 100-150% belastning i vores afdeling, så når man lige har haft en periode med 50t hver uge, så er “aflastningen” at man kan nøjes med 37, hvilket jo absolut ikke er ideen bag jobløn.

Hvis det offentlige ikke formår at reducere arbejdspresset, så kan jeg godt forstå folk smutter. Jeg gad ikke lave den samme mængde arbejde som jeg gør nu, men for 30% mindre i løn.

Jeg er glad for at se akademikere komme på banen, selvom jeg ikke selv er en. Det er ret udbredt i alle brancher at bare fordi man får en løn som er lidt højere end absolut minimum, så skal man være til rådighed 24/7.

Derfor er det glædeligt at dem som faktisk får en pæn løn også tør sige fra overfor de stigende forventninger om “interesse timer”.

Det er lidt for nemt for virksomheder (og institutioner) at give en ansat en leder-hat på hovedet og så ellers skide på om der er ordentlige og realistiske arbejdsforhold.

Forhåbentlig kan den kommende lovgivning om tidsregistrering være med til at belyse problemet.

Det handler ikke om løn og titler. Det handler om hvad der er rimeligt at forvente af et almindeligt ansættelsesforhold. Jeg mener at mange er presset langt over grænsen i balancen mellem fritid og arbejde, så de reelt ikke “har et liv” i den arbejdsdygtige alder. Det skal simpelthen være muligt at passe sit arbejde OG have fritid til at leve, ellers kan det være ligegyldigt.