På mit arbejde taler jeg ofte om løn med mine kollegaer – det er et kvindedomineret område. Mange af dem brokker sig over deres løn, men de fleste er passive i lønforhandlinger. De forventer, at chefen selv skal få øje på deres værd og belønne dem uden, at de selv beder om det.
Jeg er den bedst lønnede i afdelingen (bedre betalt end min mandlige kollega) men jeg insisterer også på at blive aflønnet efter mine evner og opgaver. Mine kollegaer tager derimod gratis overarbejde og vagter med kort varsel uden at kræve den løn, de faktisk har ret til. Før jeg kom til, havde de heller aldrig undersøgt deres rettigheder – de havde bare accepteret tingenes tilstand.
Min arbejdsplads er naturligvis kun én ud af mange og giver ikke et dækkende billede af den generelle situation. Men her er problemet i høj grad, at medarbejderne undersælger deres egne evner, påtager sig ekstra opgaver uden at forhandle og derefter er utilfredse med deres løn. Der er uden tvivl samfundsmæssige barrierer og en historisk kultur på spil, men på min arbejdsplads handler det i høj grad om en “pleaser”-mentalitet, som også nævnes i artiklen. Det gør det samtidig sværere for mig at forhandle en endnu bedre løn, fordi chefen naturligvis vælger den “billige løsning.”
Det er også en dårlig leder, hvis vedkommende ikke belønner deres medarbejdere. Og hvis lederen ikke ved hvad medarbejderne laver, så understreger det din dårlige ledelse.
At nogle medarbejdere råber mere op end andre bør ikke være en belønning i sig selv, men det er der hvor vi er, med meget udbredt med dårlig ledelse.
Nogle mennesker gør bare noget for “fællesskabet” (arbejdspladsen) uden at skulle fortælle om hvad de gør.
Bemærk at jeg klandrer ikke dig, men den dårlige ledelse, som udnytter deres medarbejdere. Der findes fair ledere, men de er desværre sjældne og det skyldes at det kræver en del opmærksomhed og empati af en fair leder og det er ikke ofte den type personer som vil lede mennesker.
Dog mener jeg ikke, at man bidrager til fællesskabet ved at tage ulønnet overarbejde eller lignende, da det i sidste ende forringer vilkårene for alle. Det samme gælder skyggearbejde – altså at man bliver længere uden at registrere det.
En af de ting, jeg påtaler, er også den årlige lønforhandling, som vores TR varetager. Her opfordres alle til at informere TR, hvis de ønsker deres løn forhandlet, og på hvilket grundlag. Det kræver blot en mail, hvorefter TR tager sig af arbejdet. Hvis medarbejderne ikke benytter sig af den mulighed, er det deres eget ansvar.
Min leder har direkte ansvar for fire forskellige afdelinger med meget forskellige opgaver og fysiske lokationer – i alt over 80 medarbejdere. Samtidig bliver sektoren konstant udsat for budgetnedskæringer, og jeg vil endda mene, at en stor del af problemet ligger endnu højere oppe i systemet.
Synes det er usolidarisk af dine kollegaer at tage gratis arbejde. Det er jo umuligt for dig at konkurrere med. Det ville jeg helt klar tage en snak om. Gerne med TR involveret. Gratis arbejde må da få TR til at krumme tæer ;)
Ja, på papiret er alle enige om ikke at tage ulønnet overarbejde, men i praksis er det en anden sag. Når folk står over for pres fra chefen eller koordinatoren, har de svært ved at sige fra. Efter min mening burde de stå fast og sætte hårdt mod hårdt. En leder bør ikke kunne forvente fleksibilitet, hvis man ikke engang kan regne med at få det, man har ret til.
Men det handler om følelser, malplaceret samvittighed og en dybt forankret negativ arbejdskultur. At ændre den slags er en lang og sej proces.
Ja, altså når man tænker på det er det jo egentlig stadig relativt nyt at kvinder har været på arbejdspladsen, så mange generationer er det heller ikke. Der skal helt sikkert ske en kulturændring så kvinder vil kræve det de er værd, men det sker jo ikke med det samme.
Spørgsmålet er også om det problem nogensinde vil gå helt væk - jeg forestiller mig (bare rent intuitivt, kan være jeg tager fejl) at mænd altid vil være mere “aggressive” i deres færden (testosteron og så videre) end kvinder og det hjælper nok til lønsamtaler (mens at det er en ulempe andre steder i samfundet; se bare statistik på hvilket køn der laver mest voldelig kriminalitet, fx).
Der er ingen tvivl om, at hormoner spiller en rolle i vores adfærd. Men jeg køber ikke idéen om, at det skulle umuliggøre ligestilling i lønforhandlinger.
Man behøver ikke være “aggressiv” for at forhandle sin løn, men man skal kende sit værd, stå fast på sine rettigheder og turde tro på, at man fortjener det. At være god til lønforhandling handler i højere grad om at kunne argumentere for sig selv.
Der er mange måder at gå til en lønforhandling på, og det handler om at finde en tilgang, man selv kan stå inde for.
Jeg er overbevist om, at problemet primært er kulturelt forankret – uden at negligere, at testosteron kan give mænd en fordel.
Tror helt klart at der er noget om teorien om hormonelle forskelle.
Rent anekdotisk kan jeg fortælle, at mine kvindelige kollegaer slet ikke forhandler løn. De går bare og venter på nogle forhandler noget nyt for dem. Selve konfrontationen med autoriteterne i virksomheden virker måske skræmmende.
På mit arbejde taler jeg ofte om løn med mine kollegaer – det er et kvindedomineret område. Mange af dem brokker sig over deres løn, men de fleste er passive i lønforhandlinger. De forventer, at chefen selv skal få øje på deres værd og belønne dem uden, at de selv beder om det.
Jeg er den bedst lønnede i afdelingen (bedre betalt end min mandlige kollega) men jeg insisterer også på at blive aflønnet efter mine evner og opgaver. Mine kollegaer tager derimod gratis overarbejde og vagter med kort varsel uden at kræve den løn, de faktisk har ret til. Før jeg kom til, havde de heller aldrig undersøgt deres rettigheder – de havde bare accepteret tingenes tilstand.
Min arbejdsplads er naturligvis kun én ud af mange og giver ikke et dækkende billede af den generelle situation. Men her er problemet i høj grad, at medarbejderne undersælger deres egne evner, påtager sig ekstra opgaver uden at forhandle og derefter er utilfredse med deres løn. Der er uden tvivl samfundsmæssige barrierer og en historisk kultur på spil, men på min arbejdsplads handler det i høj grad om en “pleaser”-mentalitet, som også nævnes i artiklen. Det gør det samtidig sværere for mig at forhandle en endnu bedre løn, fordi chefen naturligvis vælger den “billige løsning.”
Det er også en dårlig leder, hvis vedkommende ikke belønner deres medarbejdere. Og hvis lederen ikke ved hvad medarbejderne laver, så understreger det din dårlige ledelse.
At nogle medarbejdere råber mere op end andre bør ikke være en belønning i sig selv, men det er der hvor vi er, med meget udbredt med dårlig ledelse.
Nogle mennesker gør bare noget for “fællesskabet” (arbejdspladsen) uden at skulle fortælle om hvad de gør.
Bemærk at jeg klandrer ikke dig, men den dårlige ledelse, som udnytter deres medarbejdere. Der findes fair ledere, men de er desværre sjældne og det skyldes at det kræver en del opmærksomhed og empati af en fair leder og det er ikke ofte den type personer som vil lede mennesker.
Helt enig i, at det er dårlig ledelse.
Dog mener jeg ikke, at man bidrager til fællesskabet ved at tage ulønnet overarbejde eller lignende, da det i sidste ende forringer vilkårene for alle. Det samme gælder skyggearbejde – altså at man bliver længere uden at registrere det.
En af de ting, jeg påtaler, er også den årlige lønforhandling, som vores TR varetager. Her opfordres alle til at informere TR, hvis de ønsker deres løn forhandlet, og på hvilket grundlag. Det kræver blot en mail, hvorefter TR tager sig af arbejdet. Hvis medarbejderne ikke benytter sig af den mulighed, er det deres eget ansvar.
Min leder har direkte ansvar for fire forskellige afdelinger med meget forskellige opgaver og fysiske lokationer – i alt over 80 medarbejdere. Samtidig bliver sektoren konstant udsat for budgetnedskæringer, og jeg vil endda mene, at en stor del af problemet ligger endnu højere oppe i systemet.
Synes det er usolidarisk af dine kollegaer at tage gratis arbejde. Det er jo umuligt for dig at konkurrere med. Det ville jeg helt klar tage en snak om. Gerne med TR involveret. Gratis arbejde må da få TR til at krumme tæer ;)
Ja, på papiret er alle enige om ikke at tage ulønnet overarbejde, men i praksis er det en anden sag. Når folk står over for pres fra chefen eller koordinatoren, har de svært ved at sige fra. Efter min mening burde de stå fast og sætte hårdt mod hårdt. En leder bør ikke kunne forvente fleksibilitet, hvis man ikke engang kan regne med at få det, man har ret til.
Men det handler om følelser, malplaceret samvittighed og en dybt forankret negativ arbejdskultur. At ændre den slags er en lang og sej proces.
Ja, altså når man tænker på det er det jo egentlig stadig relativt nyt at kvinder har været på arbejdspladsen, så mange generationer er det heller ikke. Der skal helt sikkert ske en kulturændring så kvinder vil kræve det de er værd, men det sker jo ikke med det samme.
Spørgsmålet er også om det problem nogensinde vil gå helt væk - jeg forestiller mig (bare rent intuitivt, kan være jeg tager fejl) at mænd altid vil være mere “aggressive” i deres færden (testosteron og så videre) end kvinder og det hjælper nok til lønsamtaler (mens at det er en ulempe andre steder i samfundet; se bare statistik på hvilket køn der laver mest voldelig kriminalitet, fx).
Der er ingen tvivl om, at hormoner spiller en rolle i vores adfærd. Men jeg køber ikke idéen om, at det skulle umuliggøre ligestilling i lønforhandlinger.
Man behøver ikke være “aggressiv” for at forhandle sin løn, men man skal kende sit værd, stå fast på sine rettigheder og turde tro på, at man fortjener det. At være god til lønforhandling handler i højere grad om at kunne argumentere for sig selv.
Der er mange måder at gå til en lønforhandling på, og det handler om at finde en tilgang, man selv kan stå inde for.
Jeg er overbevist om, at problemet primært er kulturelt forankret – uden at negligere, at testosteron kan give mænd en fordel.
Tror helt klart at der er noget om teorien om hormonelle forskelle.
Rent anekdotisk kan jeg fortælle, at mine kvindelige kollegaer slet ikke forhandler løn. De går bare og venter på nogle forhandler noget nyt for dem. Selve konfrontationen med autoriteterne i virksomheden virker måske skræmmende.